Tidligere tillidsmand i Arresthuset i Silkeborg, Robert Demény, gør status efter knap 40 års tjeneste.
Fra Robert Demény begyndte som aspirant på Statsfængslet i Vridsløselille til han gik på pension knap 40 år senere, var han vidne til markante ændringer i Kriminalforsorgen.
”Og det er bestemt ikke alle forandringer, der har været til gavn for os, der udførte det praktiske arbejde og skulle have hverdagen til at fungere,” fortæller Robert Demény, der i dag nyder pensionistlivets glæder i Norge med sin norske hustru.
I mange år var Robert Demény involveret i fagligt arbejde, som begyndte i Nørre Snede og sluttede i Silkeborg Arresthus.
Robert Demény gjorde også turen med i de trælsomme år, hvor Fængselsforbundet var ramt af interne konflikter, som i perioder nærmest lammede samarbejdet.
”Men i det store og hele lykkedes det mig – og mine kollegaer – at manøvrere udenom. Vi passede vores arbejde og anbragte os selv i en slags venteposition, hvor vi nok fulgte med i, hvad der skete, men uden vi for alvor engagerede os aktivt. Vi holdt vejret til uvejret drev over, og det gjorde det jo også til sidst.”
De professionelle
Med en ny ledelse kom forbundet videre, og netop de år blev på mange måder skelsættende.
”Der skete en markant professionalisering af forbundet og dets organisation,” fortæller Robert Demény og fremhæver et eksempel: ”Vi kæmpede som tillidsfolk – også på det lokale plan – meget med sager om arbejdsskader og tilsvarende problemer. Ofte var der tale om komplicerede tilfælde, hvor lovgivningen var svær at gennemskue.”
”Det var ulykkelige sager, som uanset udfaldet havde vidtrækkende konsekvenser for de ramte. Forbundet indså behovet for at styrke indsatsen på dette vigtige område, og det lykkedes at få dygtige medarbejdere med særlig indsigt tilknyttet. Det er en udvikling, der er fortsat med endnu større kraft. Det er en ubetinget succes.”
Den skæve gang
Til gengæld kniber det for ham at sige noget positivt om udviklingen i Danmarks Fængsler: ”Det er slående, hvordan bureaukratiet bare er vokset og vokset. I de første mange år af min tid i systemet var kommandovejene lette at overskue og kommunikationen gled let og ubesværet.”
”På et tidspunkt skrev en større avis en serie artikler, der handlede om, at betjentene på gulvet var for magtfulde og bestemte for meget. Om det var årsagen, ved jeg ikke, men direktoratet besluttede, at mere og mere skulle besluttes fra centralt hold.”
Robert Demény mener, problemet opstod i, at magten ikke havnede ét sted med en seriøs beslutningskraft.
”I stedet opstod et absurd papirvælde, hvor magten blev fragmenteret i en grad, så det endte i et kaos. Ingen vidste, hvem der bestemte hvad, og ingen turde tage ansvar. Vi blev ramt af en syndflod af omstruktureringer, som ikke førte til noget som helst. Alene en så simpel handling som at flytte en indsat fra det ene sted til det andet kunne udløse forvirrede opkald fra folk i direktoratet, der ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan den slags fungerer,” fortæller han.
Arresthusene slap fri
Det var en ny virkelighed, som det var svært at navigere i. Ved en dristig – nogle vil sige flabet – manøvre lykkedes det Robert og hans kollegaer i arresthussektoren at sno sig udenom.
”På et møde steg den daværende direktør ned fra bjerget som Moses med stentavlerne. Formelt var det et oplæg, men tavlerne var hugget, og alt var besluttet på forhånd. En masse ledere sad tavse, selv om mange nok kunne gennemskue konsekvenserne, og at planerne ikke førte til noget godt. De skulle bare ikke risikere at sætte karrieren over styr.”
”Jeg sendte en mail, hvor jeg skrev min uforbeholdne mening, og den må have gjort indtryk. I hvert fald blev jeg kaldt til møde i direktoratet, hvor jeg heldigvis mødte fornuftige folk, som havde erfaringer med dagligdagen i arresthusene.”
Resultatet blev, at arresthussektoren fik sin egen indgang til den daværende sikkerhedsenhed, hvor arresthuspersonalet i fred og ro drøftede dagligdagens problemer – lige på og uden omsvøb og uden bjerge af papir.
”Mundtlige aftaler blev holdt. Det var fair og ordentligt. Men fængslerne blev godt nok sure – måske snarere misundelige – over, at vi havde en særlig og nem adgang til ’bjerget’!”
Aftalen byggede blandt andet på, at der mellem arresthusene herskede et uformelt samarbejde, som er helt afgørende for, at sektoren fungerer.
”Vi var ikke flere, end at de fleste kendte hinanden, og hjælpen var aldrig længere væk end et telefonopkald. Forholdet arresthusene imellem kunne i min tid nærmest sammenlignes med en fætter-kusinefest,” fortæller Robert Demény.
Knap 40 år som fængselsbetjent er lang tid, og selvom hver dag måske ikke har været en fest, er han ikke i tvivl: ”Jeg har haft et fantastisk, spændende arbejdsliv, som jeg ikke ville have været foruden.”
