Efter 175 år står Blegdamsvejens Arrest stadig og lykkes hver dag med at opretholde en helt særlig stemning.
Mange uden for Kriminalforsorgen er ikke klar over det, men midt imellem butikker og smarte caféer på det Indre Nørrebro ligger Danmarks ældste fungerende arresthus.
Blegdamsvejens Arresthus fejrer 175-års jubilæum. Tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll og indviet i december 1848, lever arresthuset med sine 92 pladser i dag i bedste velgående.
I hvert fald hvis du spørger fængselsbetjent Michael Techou, der i dag er pensioneret, men alligevel ikke helt har kunne slippe det gamle hus med sine ugentlige 24 timer i uniformen.
”Stedet her har ændret sig meget de senere år både fysisk og mentalt. Vi er endt med at have en rigtig rolig og professionel arbejdsplads, og vi har en helt særlig god stemning med de indsatte. Den vil jeg ikke være foruden,” siger han.
De tre etager
På Blegdammens 92 pladser sidder mandlige kategori tre-indsatte fordelt på tre etager.
Når nye kommer til, får de først en plads på anden eller tredje. Med tiden bliver de mest velfungerende rykket ned på 1. etage, hvor de cirka 25 fastansatte også primært har deres ophold.
”Hernede må de have åben dør, så de kan besøge hinanden. Det er jo en gulerod, og det smitter positivt af på hele huset,” siger Michael Techou.
Derfor prøver de ansatte også at rykke de indsatte ned efter tur. Det kan dog en sjælden gang godt være lidt af et puslespil.
”Generelt er alle ansatte gode til at tale ting ned i stedet for at tale noget op til konflikt. Den gode tone er Blegdammens DNA, og den er vigtig for den dynamiske sikkerhed,” tilføjer han.
Den gode stemning er også noget, Blegdammens naboer en gang i mellem må lægge ører til. Byen er i tidens løb vokset op omkring arresthuset, og det betyder, de indsatte kan se ind i nabobygningens gård.
”Vi har lidt problemer med, at de indsatte råber til naboerne. Vi er sluppet af med de fleste indkast, fordi vi har fået det lukkede gårdtursanlæg med trådnet hele vejen rundt, men råbene har vi svært ved at komme af med,” siger Michael Techou.
Et gammelt hus skal passes
De senere år er det gamle hus blevet renoveret gennemgribende. Væggene er gået fra gule til hvide, alle celler har fået skærme for toilettet, der er kommet nye skærme i overvågningen og så har blandt andet skolestuen, kondirummet og kontoret også fået en overhaling.
”Det er tydeligt at se, at man endelig har fundet værdi i at beholde Blegdammen. Renoveringen har gjort en stor positiv forskel både for de ansatte og indsatte,” siger Michael Techou.
Men selvom arresthusets rammer er forbedret, er det stadig tydeligt at mærke, den daglige drift er udfordret.
”Vi mangler jo som alle andre steder hænder, og vi er hårdt ramt. Forskellen er bare, at vi ikke får folk udefra, og at vi skal klare alt selv.”
”Det er særligt tydeligt ved visitationer, hvor jeg er nødt til at kalde på min kollega, som eksempelvis er i gang ved madvognen. Så må en enkelt mand gå alene med 38 fanger,” siger Michael Techou.
Underbemandingen resulterer også i en del hvide sedler. Fordi de er så få, rammer de nogle gange de samme kollegaer.
”Det slider selvfølgelig, men vi er gode til at hjælpe hinanden. Har vi flere syge, kan vi også være nødt til at kalde på Vestre Fængsel. Men de mangler jo også selv folk,” tilføjer han.
Det er svært at spå om fremtiden, og Michael Techou tager også et år ad gangen. Han har dog ikke ligefrem travlt med at forlade det gamle hus.
”Mine kollegaer er med til at gøre det det hele værd, og det er blevet meget tydeligt, vi alle er værdsat. Jeg håber i hvert fald, vi tager 175 år mere.”