Du skal snart tage stilling til, om du hellere vil have feriegodtgørelse i stedet for løn under ferie


Hvis du arbejder meget over, kan det svare sig at vælge feriegodtgørelsen på 12 procent af lønnen.

Det er dog blevet mindre attraktivt efter den nye overenskomstaftale. Den særlige feriegodtgørelse (som du får, når du modtager løn under ferie) er nemlig steget til 2,02 procent.

Det betyder, at der skal mere overarbejde til, før det kan betale sig at vælge feriegodtgørelse. Før kunne det betale sig ved 10.000 kroner årligt overarbejde – nu kræver det overarbejde for cirka 30.000 kroner.

Ved overarbejde for årligt 100.000 kroner vil du tjene cirka 7.000 kroner før skat om året på at vælge feriegodtgørelsen.

Ønsker du i år at modtage feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn, skal du give Kriminalforsorgen besked inden ferieåret begynder 1. september.

Du skal sende en mail til enten hr.vest@krfo.dk eller hr.oest@krfo.dk. I mailen skal du skrive, at du ønsker feriegodtgørelse fremfor ferie med løn i det kommende ferieår og oplyse dit fulde navn og CPR-nummer.

HR skal modtage mailen fra dig senest lørdag den 31. august 2024.

Valget er bindende for ferieåret (fra 1. september 2024 – 31. august 2025), og feriegodtgørelsen vil blive indbetalt på din FerieKonto hver måned.

Du skal hvert år tilkendegive, hvis du ønsker feriegodtgørels. En tilkendegivelse fra sidste år vil ikke automatisk gælde for kommende ferieår.

Når HR-enheden har behandlet din anmodning, modtager du en skriftlig bekræftelse i e-Boks.