35 millioner kroner til Fængselsforbundets medlemmer

Fængselsforbundet og Danmarks Fængsler har i dag aftalt fordelingen af 35 millioner kroner til det uniformerede personale i fængslerne.

Engangsvederlagene udbetales 15. december i år med et beløb på mellem 12.000 og 21.000 kroner til den enkelte medarbejder.

Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, er glad for aftalen:

”Det er meget positivt, at der nu fra politisk side er kommet markant større fokus på arbejdet i fængslerne. I de seneste år har vi rykket os betydeligt og opnået konkrete resultater gennem et tæt og konstruktivt samarbejde mellem regeringen, Danmarks Fængsler og Fængselsforbundet. Det er en udvikling, som er til gavn for alle parter.”

“Med denne aftale sikrer vi et økonomisk skulderklap til både fængselsbetjente, værkmestre, transportbetjente, ledere, institutionsmedarbejdere og elever. Alle spiller en afgørende rolle i driften af fængslerne og fortjener både anerkendelse og mærkbare forbedringer,” siger Bo Yde Sørensen.

Puljen på 35 millioner kroner er en del af en samlet fastholdelsespulje på 100 millioner kroner, som blev afsat i strafreformen.


Strafreformen kort fortalt