Rapport om peberspray vender tingene på hovedet

Det er ikke pebersprayen, som er årsagen til, at fængselsbetjente oftere bruger magt over for de indsatte. Det er fordi, at de indsatte er blevet hårdere.

Sådan lyder budskabet fra Fængselsforbundet til en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder om brugen af peberspray i fængsler og arresthuse. Her giver instituttet udtryk for, at godkendelsen af peberspray i Kriminalforsorgen har været med til at øge antallet af personalets magtanvendelser.

Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, kalder det en fejlslutning: ”Instituttet vender tingene på hovedet og siger, at pebersprayen har været med til at øge personalets brug af magt. Men instituttet forholder sig ikke til, hvad det er for nogle mennesker, som vi har med at gøre. At de indsatte er blevet hårdere i forhold til tidligere. At der sidder flere psykisk syge, og at der er flere rockere og bandemedlemmer. Miljøet er blevet hårdere. Det er årsagen til, at personalet nogle gange bliver nødt til at bruge magt,” siger Kim Østerbye.

Han er derfor uenig i, at pebersprayen har været med til at eskalere brugen af magt. Tværtimod mener han, at pebersprayen kan være et skånsomt magtmiddel, når en betjent står i en farlig situation.

”Hvad vil du helst: Ned og rode på gulvet med en aggressiv indsat – eller bruge en spray, som straks hjælper dig, og som har en kortvarig virkning på overfaldsmanden? Jeg mener, at der typisk vil være flest skader på begge parter ved at bruge den første løsning.”

Kim Østerbye understreger dog samtidig, at man skal være forsigtig med at bruge pebersprayen: ”Jeg er enig i, at peberspray ikke skal være det første, vi tyr til. Den skal indgå i et magthierarki med mindre indgribende magtmidler, og vi skal være varsom i mindre rum med alle former for magtmidler.”

Den dynamiske sikkerhed er stadig det vigtigste sikkerhedsredskab i Kriminalforsorgen: ”Vores sikkerhed bygger først og fremmest på, at vi har gode relationer med de indsatte. Det har vi heldigvis også det meste af tiden,” siger Kim Østerbye.

Yderligere information, Kim Østerbye, 72 55 99 99