29.11.2017

Vi havde et af verdens bedste job

Fængselsbetjente havde et af verdens bedste job, vi var som udgangspunkt engagerede, optimistiske, nød vores arbejde, havde en parathed til at håndtere næsten enhver situation og vi udtrykte en stor glæde ved selve arbejdets indhold.

Vi har heldigvis stadigvæk de bedste kollegaer, man kan ønske sig. De er trods alt endnu ikke sparet helt væk. Men arbejdssituationen for nutidens fængselsbetjent er præget af mange og store forandringer over de sidste år, både i organisation, struktur og arbejdets kerneopgave. Det påvirker os psykisk og kommer til udtryk ved magtesløshed, frustration og selvforstærkende negative vibrationer.

En undersøgelse foretaget af Fængselsforbundet i marts 2017 viser, at hver tredje fængselsbetjent overvejer at forlade Kriminalforsorgen på grund af alenearbejde.

Men også fordi vi i dag oftere end tidligere bliver udsat for vold eller trusler om vold, uden at der fra politisk side bliver skelet til normeringen, som er en vigtig faktor i forbindelse med den dynamiske sikkerhed, der er et af vores vigtigste redskaber til at forebygge vold.

Når der så fra politisk hold, koncernledelsen og husets ledelse åbnes op for samtaler om arbejdsvilkår og arbejdsmiljø, føler man, at de måske lytter, men ikke aktivt går ind i at løse problemet, selvom de bliver præsenteret for løsningsforslag.

Man får derfor en dårlig oplevelse, hvor man føler sig dårligt behandlet, overhørt og føler at nye tiltag er trukket ned over hovedet, er uretfærdige og ikke gennemtænkte, man mister derfor det engagement, man tidligere havde til sin arbejdsplads, når man føler, at holdningen er, at ”kan du ikke lide lugten i bageriet så søg et andet tjenestested, eller sig op”.

Fængselsbetjenten oplever, at politikerne, koncernledelsen og husets ledelse snarere er optaget af at drive en strømlinet virksomhed med fokus på måltal, frem for også at fokusere på den dynamiske sikkerhed, sikkerhedsnormering, arbejdsmiljø og personalepleje.

Derudover er der fra politisk side en tendens til at enkeltsager i pressen giver mange ugennemtænkte tiltag og overflødig lovgivning, så politikerne i nogle tilfælde kræver faste og ensartede regler for hele Kriminalforsorgen og derved uden omtanke, underminere den dynamiske sikkerhed, sikkerhedsnormeringen og arbejdsmiljøet til fordel for den statiske sikkerhed, visitationer, dokumentation og en uendelig liste med andre tiltag til en personalegruppe som over de sidste år er blevet reduceret i antal til fordel for ledelse og administration.

Hvor der i 2006 var ca. 3.300 fængselsbetjente og værkmestre, er der i 2015 kun ca. 2.850 tilbage i 2015.

Til gengæld stiger antallet af personaler i ledelse og administration fra ca. 690 personer i 2006 til ca. 750 i 2015.

De fortsatte krav til effektivisering i fængselsbetjentgruppen kan måske være en effekt af, at man er vant til, at vi er hårdføre, og kan yde i selv de mest vanskelige situationer, dels fordi vi trods alt er glad for vores job, og dels fordi vi har kompetencerne til at klare os.

For det er, hvad man har tendens til: at klare sig lidt på trods, bide tænderne sammen og lade tavsheden råde.

Mange er enige i at ansættelsesvilkår, retfærdighed i organiseringen af arbejdet, medindflydelse på de vigtige sager og beslutninger er en saga blot, til trods for at den faglige organisering skulle sikre medindflydelse, så er det ikke oplevelsen i praksis.

Man synes, at alt hvad der foretages er topstyret, og at politikerne, koncernledelsen og beslutningsdygtige ledere i Kriminalforsorgen ikke er til at få i tale, og ikke har føling med virkeligheden.

Ønskescenariet for vores arbejdsplads ville være at politikerne, koncernledelsen og lederne i husene, i stedet for kontrol og måling af fængselsbetjenten og hans arbejde, erstattede dette med ansvar og indflydelse i tillid til dennes mange kompetencer, forbedrede arbejdsforholdene, øgede personaletætheden, så alenearbejde undgås, højere sikkerhed og at der i al almindelighed lyttes til personalet i fronten.

Vi skulle gerne frem til, at man som fængselsbetjent igen finder lysten til at kunne tale om et fantastisk arbejde, som man ville anbefale til andre ude i samfundet, og at vi igen vil kunne mene, at vi har et af verdens bedste job.

Claus E. Larsen

Fængselsbetjent
Helsingør Arrest