Stigende arbejdspres, flere opgaver og manglende anerkendelse. Sådan oplever mange værkmestre deres arbejdssituation i 2016.
År for år bliver der færre medarbejdere til at holde beskæftigelse og uddannelse i gang på Kriminalforsorgens arbejdspladser.
Til trods for at politikerne ønsker at styrke arbejdsmarkedsindsatsen i fængslerne, skæres der nemlig ned på værkmesterområdet. I løbet af de seneste ti år er der næsten forsvundet 100 stillinger. Hvor der i 2006 var 447 værkmestre, er der i dag kun 356 tilbage.
I dette lys overrasker det ikke, at værkmestrene stiller sig kritisk over for deres arbejdsvilkår i en spørgeskemaundersøgelse, som Fængselsforbundet gennemførte foråret 2016.
I undersøgelsen peger hovedparten af værkmestrene på, at de oplever større arbejdsmængde, ringere bemanding og manglende anerkendelse i Kriminalforsorgen.
Eksempelvis vurderer 81 procent af de 212 værkmestre, som har svaret på undersøgelsen, at de har fået større arbejdspres i løbet af de seneste tre år. De indsatte er blevet socialt tungere, og der er færre værkmestre til at løfte opgaverne, lyder vurderingen typisk i undersøgelsens kommentarfelter.
En værkmester skriver for eksempel: ”De indsatte, der skal beskæftiges, er væsentlig sværere at beskæftige, da de uddannelsesmæssigt er dårligere end tidligere, samtidig har mange af dem store sociale udfordringer og misbrugsproblemer.”
En anden skriver kort og godt: ”Vi er færre hænder, klientellet er tungere og arbejdspresset større.” Mens en tredje fortæller, at de på hans værksted er gået fra syv værkmestre i 1997 til fire i dag.
Alene inden for de seneste tre år er der blevet 54 færre værkmestre i Kriminalforsorgen. Værkmestrene oplever i stor stil, at ledige stillinger ikke genbesættes, når en kollega for eksempel går på pension eller er langtidssyg.
Nok er antallet af indsatte faldet med 13 procent i løbet af ti år, men antallet af værkmestre er faldet med 20 procent i samme periode.
Kim Østerbye: Det er en skæv udvikling
Fængselsforbundets formand kalder udviklingen for kritisabel. Han mener, at man har forsømt en personalegruppe, som spiller en central rolle for at løse Kriminalforsorgens hovedopgaver om resocialisering og sikkerhed.
”Det er helt skævt at skære ned på det personale, som beskæftiger og uddanner de indsatte,” siger han. Formanden undrer sig over, at der bliver færre værkmestre, når ønsket fra politikerne på Christiansborg er at styrke arbejdsmarkedsindsatsen i fængslerne.
”Udhulingen af faget strider mod det politiske ønske om at styrke resocialiseringen via job og uddannelse. Desværre har det været tomme ord, når direktøren lovede, at der ikke skulle spares på frontlinjen og i stedet på ledelse og administration. Undersøgelsen viser, at de enkle fængsler alligevel har sparet i værkmestergruppen.”
Han efterlyser derfor mere centralstyring af området: ”Det regimeskifte, hvor der skulle skabes bedre sammenhæng mellem produktion, uddannelse og arbejdsmarkedsparathed, er ikke bare noget den lokale ledelse skal styre, men noget som områdeledelserne og direktoratet bør tage førertrøjen på og prioritere meget højere,” siger Kim Østerbye.
Optimal bemanding
En af årsagerne til at antallet af værkmestre falder, er ifølge enhedsleder for produktionen Peter Larsen, fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, at faggruppen er blevet ramt i forbindelse med udmøntningen af den seneste politiske aftale for Kriminalforsorgen.
Værkmestergruppen var som udgangspunkt ikke omfattet af de effektiviseringer, som et projekt om optimal bemanding skulle bidrage med, men det blev overset. Derfor er mange ledige værkmesterstillinger ikke blevet besat eller nedlagt i forbindelse med lokale omorganiseringer.
”Det markante fald i antallet af værkmestre er meget uheldigt, når der samtidig stilles krav om øget fokus på erhvervsuddannelse af de indsatte,” siger Peter Larsen.
Han peger på, at der er tilført ekstra ressourcer i form af værkmestre til at styrke erhvervsuddannelserne, men at der samlet set er langt færre til at løfte bygningsdrift og produktionen i værkstederne.
Der er de seneste år konverteret ca. 300.000 timer i Kriminalforsorgen fra drift og produktion til uddannelse gennem et projekt om uddannelses- og arbejdsmarkedsparathed samt AMU- og EUD-forløb.
Det er et prioriteringsskifte som værkmestre i høj grad medvirker til. For en stor del af de indsattes uddannelse foregår på Kriminalforsorgens arbejdspladser og ikke på skolebænkene.
”Der er stor grund til at rose værkmestrene for, at det rent faktisk har kunnet lade sige gøre at styrke uddannelsesindsatsen, når antallet af værkmestre er reduceret så markant,” siger Peter Larsen.
Kim Østerbye er enig i, at man bør styrke de indsattes uddannelse – herunder erhvervsuddannelse – men det betyder ikke, at den almindelige drift skal forsømmes: ”Jeg er med på, at man laver et prioriteringsskifte, men her er ressourcerne ikke bare flyttet fra et område til et andet. Det ser ud til, at man har benyttet muligheden til at beskære området samlet, og at det går ud over den almindelige drift.”
Han peger på, at den beskæftigelse som bruges til drift og produktion er mindst lige så vigtig som uddannelsesindsatsen.
”Vi har mange afsonere, som det ikke giver mening at sætte i uddannelsesforløb. Mange er korttidsafsonere og er slet ikke egnede til at gå i gang med en uddannelse. De har helt andre udfordringer. Det, at have en almindelig arbejdsdag, er alene en læringsproces for dem,” siger Kim Østerbye.
Ringere klientel og nye opgaver
Peter Larsen er enig i, at mange indsatte er tungere end tidligere: ”Der er helt sikkert noget om snakken, at de indsatte bliver dårligere, i takt med at vi i højere grad bruger alternative afsoningsformer.”
Han peger samtidig på, at værkmestrene, som alle offentligt ansatte, presses af nye opgaver for eksempel øgede dokumentationskrav,anvendelse af it-systemer og klientsagsbehandling med videre.
Han vurderer, at det at værkmestrene – som den eneste personalegruppe i Kriminalforsorgen – er selvafløsende, forstærker problemerne.
”Der er ingen til at erstatte dem under ferie, sygdom og efteruddannelse. Det er urimeligt og styrker oplevelsen af stigende arbejdspres, og at der ikke er tid nok til opgaverne,” siger Peter Larsen.
I spørgeskemaundersøgelsen tilkendegiver 37 procent af værkmestrene, at de ’ofte’ eller ’meget ofte’ føler, at de er udkørte i jobbet. 45 procent svarer, at de oplever det ’nogle gange’.
Påskønnelse i jobbet
Værkmestrene er også blevet spurgt, om de oplever, at der sættes pris på deres indsats i Kriminalforsorgen. Det spørgsmål svarer syv ud at ti ’i mindre grad’ eller ’slet ikke” til.
Det skinner igennem i kommentarerne. Her er tre eksempler:
”Jeg har oplevelsen af, at vi er en flok arbejdsfolk, som hverken betjente eller administrativt personale værdsætter,” skriver en værkmester.
En anden skriver: ”Vi føler os overset og lidt som en uddøende race. Skole og uddannelse overtager mere og mere.”
Og en tredje: ”Jeg føler, vi er en total overset personalegruppe, selvom det trods alt er os der beskæftiger de indsatte 37 timer om ugen. Vi bliver sjældent hørt, bliver ikke taget hensyn til og sjældent spurgt til råds.”
Peter Larsen peger på to årsager til at værkmestrene savner anerkendelse. ”For det første har de seneste mange års fokus på behandling og programvirksomhed nok et stykke ad vejen styrket opfattelsen hos værkmestrene af, at ganske almindeligt arbejde ikke er vigtigt – selvom det fylder 60 procent af de faktisk gennemførte beskæftigelsesaktiviteter. For det andet er værkmestrene nok ikke i samme grad som andre personalegrupper gode til at markedsføre sin indsats i den samlede beskæftigelse. Man passer jo bare sit arbejde,” siger han og fortsætter: ”Der ligger en fælles opgave for direktoratet og Fængselsforbundet i at styrke den interne markedsføring af den helt basale del af beskæftigelsen, for værdien af den daglige drift må selvfølgelig have et særligt fokus fra os alle.”
Fagbladet tager i de kommende måneder andre emner op fra
værkmesterundersøgelsen blandt andet værkmestrenes samarbejde
med de indsatte.
Læs hele rapporten her
Af Søren Gregersen
