17.04.2024

Temadag for lederne

Hvad hedder en arrestforvarer i den nye struktur? Hvor er man i hierarkiet, når man er enhedsleder? Og skal man søge sin egen stilling igen? De og andre spørgsmål blev besvaret, da lederne holdt temamøder om den nye struktur.

Der var et par korslagte arme, en hel del lyseblå skjorter og rigeligt med power points, da der blev afholdt temaeftermiddag om lederstrukturen i Kriminalforsorgen.

Det overordnede emne var reorganiseringen, og det konkrete indhold var de nye ledelseslag. Det var derfor arrestforvarere, overvagtmestre, KiF-ledere, fængselsinspektører og andre godtfolk med ledelsesansvar var samlet på First Hotel i Taastrup den 24. september.

Chefen for HR Koncern, Marianne Fæster Nielsen, slog hurtigt fast, at eftermiddagen ville kredse om to spørgsmål: ”Hvilke mål er der for den nye institutionsstruktur? Og ikke mindst det spørgsmål, som mange sikkert sidder med: Hvad betyder det for mig?”

En konkret ting, som alle ledere kommer til at mærke, er nye titler. Det bliver noget med ’enhed’, ’institution’, ’område’ og ’chef’.

De gamle betegnelser – som nogen sikkert mener, at der er mere svung i – bliver altså mere konforme fremover.

Hvorfor, forklarede Marianne Fæster Nielsen: ”Det er ikke sådan, at vi sælger ud af arvesølvet. De gamle titler er det, man kalder lønrammetitler. Det vil sige, at de beskriver, hvilken løn man får, og ikke nødvendigvis hvilken funktion og hvilket ansvar man besidder. Det gør de nye titler derimod.”

En arrestforvarer i den nye organisering hedder derfor enhedschef, og en overvagtmester hedder en enhedsleder.

Post-it-spørgsmål og popcorn
Det skal være usagt om fængselsbetjente generelt bliver anset som bly violer, men i hvert fald var mødet indrettet, så selv den mest generte leder kunne komme til orde på temadagen. Man behøvede nemlig slet ikke åbne munden for at spørge.

For mens hotellets popcornmaskine pausepoppede, var der mulighed for at skrive spørgsmål på gule post-it-sedler i salen.

Og som forventet havde mange af spørgsmålene naturligt karakter af hvad-med-mig?

Blandt andet handlede flere spørgsmål om de såkaldte afklaringssamtaler.

”Alle udnævnte chefer og ledere skal have en afklaringssamtale. Den går ud på at tale om de ledelsesopgaver og krav, der ligger i den nye struktur. Samtalerne skal afklare, hvad man skal kunne i den nye struktur, og hvilke ønsker den enkelte har,” sagde Marianne Fæster Nielsen.

Et andet spørgsmål gik på antallet af stillinger kontra antallet af ledere pt. Der er nemlig lagt op til færre lederstillinger end i dag.

”Ingen medarbejdere vil miste deres faste job i forbindelse med bemandingen i den nye struktur. Udnævnte ledere fortsætter i deres arbejde, men noget kan jo ændre sig for nogle blandt andet på grund af afklaringssamtalerne,” sagde Marianne Fæster Nielsen, og fortsatte: ”Dem der er konstitueret eller fungerende leder, skal søge deres stilling, når den bliver slået op.”

Show nummer to ud af tre
Showet i Taastrup var nummer to ud af tre. Tidligere på dagen var det ledere fra Syddanmark, der havde fornøjelsen af power pointen over den nye ledelsesstruktur. Tredje og sidste sted var Midt- og Nordjylland dagen efter.

Af Kristian Westfall