17.04.2024

Formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg, Flemming Vinther.

Derfor er samarbejdet i staten brudt sammen

Statens ansatte har opsagt samarbejdet med deres arbejdsgiver. Manden bag beslutningen forklarer hvorfor.

Nok er nok – vi afbryder samarbejdet med ministeren for offentlig innovation Sophie Løhde (V). Sådan lød budskabet i et åbent brev fra Flemming Vinther den 20. december. Han er formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), og repræsenterer dermed landets fængselsbetjente og statens øvrige medarbejdere.

Et enkelt element, tre arbejdsgiverbetalte fridage, var udslagsgivende: ”Det, der fik bægeret til at flyde over var, at arbejdsgiveren uden videre kradsede tre arbejdsgiverbetalte fridage ind,” siger Flemming Vinther.

Selvom bruddet virker pludseligt, var det ifølge Flemming Vinther kulminationen på længere periode med dårligt samarbejde, hvor Moderniseringsstyrelsen ikke viste velvilje til at give mere, end de er forpligtede til.

”Det er jo ikke noget, der er kommet ’over-night’, men er bygget op over lang tid. I virkeligheden har det ikke noget med Sophie Løhde at gøre. CFU havde bedt den forrige finansminister Claus Hjort Frederiksen om et møde allerede tilbage i november, idet vi oplever, at Moderniseringsstyrelsen igen og igen går efter en snæver tolkning af reglerne,” siger Flemming Vinther.

Udflytning og pasbetjente gav hak i samarbejdet
Der er mange eksempler på et ujævnt samarbejde mellem de to parter. Et af forløbene var i forbindelse med regeringens udflytning af de 4.000 statslige arbejdspladser: “Den beslutning var som bekendt ikke til debat, og vi bad derfor om at få lavet nogle aftaler, som kunne være med til at mindske usikkerheden hos de mennesker, der berøres. Der mødte vi en Moderniseringsstyrelse, som sagde: “Det kan vi godt, men først når vi har det fulde overblik’. Det giver ikke mening. Når vi har det fulde overblik, er der jo ikke længere nogen usikkerhed,” siger Flemming Vinther.

Også da nye pasbetjente skulle ansættes, og Moderniseringsstyrelsen ville ansætte dem på individuelle kontrakter uden at afvente de faglige organisationers aftaler om forhandlingsretten, gav ifølge Flemming Vinther et hak i tilliden til samarbejdet: “Hvad går det nu ud på? Hvorfor kalder de ikke organisationer til bordet og siger: ’Nu får I lige et kvarter, så vil vi godt have at vide, hvem af jer tegner overenskomst på det her.’”

Ministeren er minister for alle offentligt ansatte
Flemming Vinther ser det som en forudsætning for en genoptagelse af samarbejdet, at ministeren husker sin dobbeltrolle, og at hun utvetydigt formulerer, hvilken adfærd hun ser som fornuftig og rimelig for arbejdsgivere i staten.

”For det første forventer jeg, at Sophie Løhde påtager sig rollen som arbejdsgiver for hele staten – ikke kun for ledelsessiden. Hun er faktisk minister for alle statens ansatte. For det andet forventer jeg, at hun sender et klart signal om, hvad hun faktisk mener, er en anstændig arbejdsgiveradfærd, og at vi bliver enige om, at når der sker indgreb i de vilkår, vores medlemmer har, så adresserer man dem ved partsbordet.”

Af Kristian Westfall