12.12.2017

Sæt pris på fleksible medarbejdere i stedet for at tage vores frokostpause

Jeg vil lige fortælle lidt om mine fire sidste vagter, som er foregået på Horsens sygehus, hvor jeg har siddet vagt ved en indsat.

Den indsatte har været nem, da han på grund af sygdom nærmest er lænket til sin seng. Jeg går ud fra, at det også er i den forbindelse, at man har vurderet, at det er nok at være én betjent på denne opgave.

Men så sidder man her og erfarer, at det igen er fremme, at vi selv skal betale vores frokostpauser og man undrer sig! De politikere der gang efter gang bringer dette op, sidder langt væk fra virkeligheden. Jeg forestiller mig, at de har adgang til store lækre kantiner og uden problemer kan tage flere pauser dagligt, hvor de mæsker sig i lækkert betalt mad og ikke er på ”vagt” samtidig.

Os de så vil ramme med det, ved jo godt at det ikke er muligt, og hvordan tror de, at de kan spare penge på dette tiltag?

Jeg sidder klods op og ned ad et toilet. Her skal jeg spise min medbragte madpakke

Så her billedet fra min hverdag de sidste fire dage: Jeg er placeret ude på gangen, har et natbord som skrivebord og en lænestol. Jeg sidder klods op og ned ad et toilet, et toilet mange patienter bruger, et toilet hvor lyden derfra ikke overlader noget til fantasien.

Det er her, jeg er placeret i op til otte timer ad gangen. Her skal jeg også spise min medbragte madpakke. Må dog sige, at jeg i dag mistede appetitten, da en ældre herre midt i min såkaldte middagspause gik forbi mig i sit hvide sygehustøj, hvor han desværre havde skidt igennem og gik videre ind på toilettet. Jeg kunne ikke undgå at høre, hvor store problemer han havde, den stakkels mand!

Der går ikke noget af mig at miste appetitten i ny og næ, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan nogen kan tro, at der kan spares penge på, at jeg selv betaler min frokostpause? For hvis det bliver tilfældet, kan det vel ikke komme til nogen overraskelse, at jeg ville have fundet anden placering til indtagelse af min madpakke. Jeg tror, jeg havde valgt det dejlige solskinsvejr, og hvem skulle så afløse mig imens?

Så kære dem der nu tror, det er smart, at vi selv skal betale vores frokostpauser: Vær glade for, at I har en gruppe medarbejdere, som ikke er sarte, og ikke forlanger at nyde et måltid mad i en god stol i en kantine væk fra vores klienter. Vær glade for at vagter, som jeg beskriver, kan lade sig gøre, uden der skal kaldes en ekstra mand ind.

Sæt pris på jeres fleksible medarbejdere i stedet for at tage vores frokostpauser!

Med venlig hilsen

Jeanette Kammer
Fængselsbetjent