27.03.2024

Preben Tolstrup er gået på pension

Den 1. august 2017 gik Preben Tolstrup på en velfortjent pension.

Preben blev ansat i Kriminalforsorgen i juni 1986 på Vridsløselille. Efter blandt andet en kort udstationering til Holbæk Arrest begyndte han fast tjeneste i netop Holbæk i 1991, hvor han blev til sin pensionering. Preben er oprindelig uddannet tømrer, men blandt andet en dårlig ryg gjorde, at han søgte nye udfordringer.

Et positivt særkende ved Preben har altid været hans gode humør og positive holdning til sit arbejde – noget vi alle kommer til at savne. Prebens grundfilosofi er, at tingene i sidste ende nok skal gå op i en højere enhed, og derfor ikke behøver være mere indviklet end højst nødvendigt.

Han blev aldrig rigtig helt fortrolig med klientsystemet, men det kunne en hurtig arbejdsfordeling råde bod på. ”Hvis du ordner det, så sørger jeg for gangen” – et hyppigt citat  i forbindelse med en indsættelse.

Prebens store hobby er jagt, og ikke sjældent fremviser han fotos af nedlagte råvildt fra de sjællandske og tjekkiske skove.

Kære Preben, vi kommer til at savne dig. Du har selvfølgelig set frem til denne dag, men alt andet lige, kunne jeg dog fornemme en smule vemod i din øjenkrog på vores sidste vagt sammen.

Du ønskes et lang og godt otium, det har du om nogen fortjent.

Sten Andersen
Fængselsbetjent