14.09.2017

Mikael Slabiak var på vagt i Søbysøgård Fængsel, da det gik galt.

Overfaldet da han var alene med fem indsatte

Mikael Slabiak er en af 43 kollegaer, som har forladt Kriminalforsorgen i år på grund af nedslidning.

En januardag i 2015 blev 41-årige Mikael Slabiak antastet af fem indsatte under en vagt som fængselsbetjent på Søbysøgård Fængsel, i en situation da han var alene i et afsidesliggende lokale.

De omringer ham og begynder at provokere og true. Mikael forsøger at kalde en kollega over radioen. Men kollegaens radio virker ikke. Han overvejer at trykke på alarmen, men vurderer, at det vil få fangerne til at kaste sig over ham.

Først flere minutter senere kommer der hjælp, og Mikael ender i en magtanvendelse med den ene indsatte, og rammes med knytnæveslag i ansigtet.

Det lyder umiddelbart voldsomt, men i Mikael Slabiaks optik var episoden ikke mere kritisk end så mange andre, som han havde oplevet i løbet af sin karriere som fængselsbetjent. På et tidspunkt blev han for eksempel udsat for chikane af en tidligere fange, da han sad i sin bil med sin søn.

Men situationen med de fem indsatte blev udslagsgivende. Det var formentlig dråben, som fik bægeret til at flyde over.

”Før var jeg iskold. Efter episoden blev jeg let påvirket. Jeg kunne ikke sove og min stemme begyndte at ryste, når jeg talte. Jeg kunne godt mærke, at der var noget helt galt,” fortæller han.

Mikael Slabiak begyndte at gå til psykolog via Sundhedsdoktor. Psykologen mente dog, at han var for hårdt ramt til, at hun kunne hjælpe ham.

”Min familie kunne mærke, at jeg begyndte at ændre mig. Jeg blev nemmere aggressiv og kort for hovedet. Jeg havde svært ved at overskue ting, og min hukommelse forsvandt fuldstændig.”

Det lå i kortene, at Mikael Slabiak måtte stoppe med at arbejde. Han blev opfordret kraftigt til det af behandlere og familie, men det var ikke en nem beslutning.

”Arbejdet var mit liv og økonomiske grundlag. Jeg var glad for mine kollegaer og arbejdet som praktikvejleder. Derfor var det enormt svært for mig, at det hele skulle stoppe.”

Måtte trække stikket
I december 2015 måtte han dog trække stikket. Det skete stort set samtidig med, at hans tredje barn – en datter – kom til verden.

Mikael Slabiak fik diagnosen PTSD, fik aggressions og angstdæmpende medicin og modtog tre forskellige terapiformer.

Nu startede at langt sygeforløb. Først med samtaler på fængslet – som Mikael kalder en joke – og siden med afskedigelsessagen, hvor det skulle afklares, om Mikael kunne få en sygepension.

Gennem hele forløbet har han fået støtte af Fængselsforbundet. Først af forbundssekretær Heidi Olsen og siden af Mette Nielsen og Bo Sørensen.

”Det har været en uvurderlig hjælp. De har hjulpet mig med at samle alle tråde og papirer. Det er helt uoverskueligt, hvis man selv skal have styr på alle detaljer.”

Han opfordrer alle sine kollegaer til at sikre dokumentation for kritiske episoder med vidner.

”Det handler om at få dokumentation for alle de episoder, som man har været udsat for. Fængselsforbundets hjælp betød, at min sag blev anerkendt på 12 måneder. Det er meget hurtigt. Jeg kender kollegaer, som har kæmpet både tre og fire år med deres sager.”

Mikael Slabiak har skønsmæssigt lidt et erhvervsevnetab på 90 procent. Det betyder, at han resten af livet får kvalificeret svagelighedspension. Det giver økonomisk tryghed. Han ville dog hellere arbejde igen, men det kommer ikke til at ske.

”Jeg kan hverken tage arbejde eller uddannelse. Det er en slags hjerneskade, som jeg har fået. Og skaden er permanent.”

Det er hårdt for familien: ”Min kone har ansvar for alt . Jeg kan hverken handle, lave mad eller gøre rent. Den energi jeg har tilbage, bruger jeg på, at gøre alt hvad jeg kan for at være far for mine børn,” siger Mikael Slabiak.

Af Søren Gregersen