23.06.2017

Og vinderne er …


PÅ VAGT SOM JORDEMOR

Af Martin Nielsen, fængselsbetjent, Helsingør Arrest

Min bedste og vildeste historie er, da jeg som PP’er i starten af 2003, måtte agere jordemoder i Horserød Fængsel.

Jeg vidste, at kvinden var gravid, men ikke mere end det. Jeg gik ikke på hendes afdeling, så det var ikke noget, der fyldte.

Under en nattevagt skulle en kollega og jeg tage et cellekald på afdelingen, og vi regnede med, at det var den sædvanlige med Pinex, der skulle udleveres.

Det viste sig dog hurtigt, at fødslen var gået i gang. Vandet var gået, og hun havde kraftige veer. Vi ringede efter en ambulance, men pludselig kunne hun mærke, at det var tid.

Midt i det hele gik faderen amok, og da han var en ordentlig kleppert, og jeg stod alene med ham, sendte jeg ham ud i kulden, hvor han kunne ryge og køle lidt af. Problemet var jo, at han ikke kunne være i sin egen krop af bekymring.

En indsat og jeg lagde hende på gulvet, og fik bukserne af hende, hvorefter barnet, næsten med det samme, kom til verden.

Vi tog selvfølgelig imod, og fik det tørret i viskestykker, og hvad vi lige havde, men vi gjorde ikke noget ved navlestrengen. Det turde vi ikke. Barnet blev pakket ind i et håndklæde og lagt ved moderen.

Ambulancen kom 5-10 minutter senere, og både mor, datter og far blev sendt på hospitalet. Hvor meldingen var, at alle havde det godt.

Det er en af de situationer, hvor det godt kan være lidt svært at falde i søvn bagefter.


LEDSAGET UDGANG PÅ PLØJEMARKEN

Af Jørgen Doberck, pensioneret fængselsbetjent, Vridsløselille Fængsel

Mit beskedne bidrag er en af de vildeste og skøreste historier, jeg har været en del af som ansat på Statsfængslet i Vridsløselille.

Vi er tilbage i midten af 80’erne, hvor jeg flere gange havde været ledsager for den samme indsatte på dennes udgange. Denne gang skulle vi til Jylland, hvor indsattes søn på seks år var anbragt i familiepleje. De foregående gange var der ikke noget usædvanligt, men på denne – den tredje eller fjerde af slagsen – kiggede knægten bemærkelsesværdigt mange gange på sit ur.

Pludselig fik han meget travlt. Han for ud af døren i fuldt firspring, alt imens tårerne stod ud af øjnene på ham. Den indsatte kiggede på mig og jeg på ham. Han forlod hastigt huset og fulgte efter sønnen. Jeg kunne naturligvis ikke lade den indsatte løbe, hvorfor jeg også ”tog benene på nakken” og optog forfølgelsen.

På en nærliggende mark havde den indsatte fået tag i sin søn, som var helt ude af den. Jeg ankom straks efter, og den indsatte udbrød højt og utvetydigt: ”Så hjælp mig dog; jeg kan ikke klare ham alene”. Knægten var ganske ustyrlig; han råbte, sparkede, spyttede og stortudede.

Som det naturligste i verden hjalp jeg selvfølgelig med at få styr på den ulykkelige dreng. Jeg tænkte godt nok på, at det var en noget usædvanlig hændelse, at skulle kæmpe MED og ikke MOD en indsat.

Snart efter lå vi alle tre og rodede rundt på den nypløjede mark. Indsatte og jeg fik efter kort tid situationen under kontrol og kunne efter en stund vende tilbage med en lille beskidt dreng, der efterhånden var faldet nogenlunde til ro.

Efterfølgende kom forklaringen fra plejefamilien. Drengen havde holdt øje med uret, fordi han fra tidligere vidste, hvornår hans far skulle tage af sted. Udsigten til den snarlige afsked var mere end den lille stakkel kunne kapere, hvorfor reaktionen da heller ikke udeblev.

Ved ankomsten til fængslet undrede man sig over vores tøjs udseende, der var godt pløret til efter mødet med marken nogle timer forinden. I første omgang troede man, at den indsatte havde forsøgt at stikke af, og at jeg efterfølgende var løbet efter, havde indhentet ham og vi så var endt i slagsmål på pløjemarken.

Den sande begivenhed blev genfortalt af såvel den indsatte som mig. Alle var mere eller mindre berørte af de oplevelser, der var blevet os til del på denne – kan man nok konstatere – noget anderledes udgang.


DEN FORKERTE JAKKE HAVDE NÆR KOSTET ET LIV UDEN FOR MURENE

Af Anne Bergstedt, udviklingskonsulent, Direktoratet for
Kriminalforsorgen

Den vildeste, skøreste eller mest fascinerende historie handler for mig om, hvordan man på Vridsløselille ved samarbejde, respekt, anerkendelse, viljen til at gå den ekstra meter og troen på det gode kunne lykkes med at løse en sag.

En sag som i den store sammenhæng måske var ligegyldig, men som for den indsatte fik afgørende betydning.

Jeg arbejdede i 2008 som socialrådgiver på behandlingsafdelingen Kongens Ø. Vi havde en indsat, et tidligere Bandidos-medlem, som undtagelsesvist havde fået en plads på afdelingen. Han gjorde det godt i behandlingen, og efter nogen tid, kom han på Udeholdet sammen med indsatte fra et par af de andre afdelinger.

En eftermiddag fik jeg af vide, at han ved visitation efter endt arbejdsdag, var blevet taget med piller i lommen på sin arbejdsjakke og derfor var smidt ud af behandlingen. Han sad nu udelukket fra fællesskab på fængslets isolationsafdeling og afventede tilbageførsel til moderanstalten.

Situationen undrede mig meget, og jeg gik ned og talte med ham. Han bedyrede sin uskyld, græd og var meget oprørt.

Han forklarede, at han om eftermiddagen havde taget en forkert jakke på, hvor pillerne måtte have ligget i lommen, og at en anden indsat måtte have taget hans jakke. Men afdelingslederen havde taget sin beslutning, og jeg tog hjem fra arbejde.

Sagen nagede mig, mens jeg havde fri. Så dagen efter gik jeg op for at tale med min afdelingsleder. Han lyttede til min tvivl og besluttede at undersøge situationen nærmere. Sammen med personalet på vagtkontoret igangsatte han et større detektivarbejde. De brugte blandt andet tid på at finde og gennemse fængslets videoovervågning fra dagen før, hvor man om morgenen kunne se Udeholdet gå ud af porten, og om eftermiddagen kunne se dem gå ind igen.

Ved nærmere eftersyn viste det sig faktisk, at den indsatte havde ret. At han om morgenen havde sin egen jakke på, og om eftermiddagen havde en af de andre indsattes jakke på. Denne indsatte tilstod efterfølgende, at det var hans piller, at jakkerne var blevet forbyttet, og vi kunne overbringe den glædelige nyhed til ”min indsat”, at han kunne returnere til afdelingen og færdiggøre sin misbrugsbehandling.

Det er umuligt at gengive hans reaktion, da afdelingslederen og jeg overbragte ham den besked. Men sjældent har jeg været så stolt over hvad mine kollegaer, min leder og jeg havde udrettet.

Fire år efter, mødte jeg tilfældigt den nu tidligere indsatte i Tivoli. Han var stadig stoffri, havde stiftet familie og fået fast arbejde og havde ikke glemt de dage på Vridsløselille, hvor betjente, ledelse og socialrådgiver sammen fik det hele til at gå op i en højere enhed.

For mig handler den bedste fængselshistorie i 100 år ikke om stort drama, magtanvendelser eller væltede mure. Derimod handler den om, hvordan vi i Kriminalforsorgen, på en helt almindelig hverdag kan gøre en kæmpe forskel for den enkelte indsatte.

Historien er for mig særlig aktuel lige nu, hvor der tales om ”dem og os”. Både i forståelsen fanger betjente, men også i forståelsen, forsorg-betjente.