17.04.2024

Mindeord for Aage Vestergaard Sørensen

Fredag den 25. september 2015 var en sorgens dag i Renbæk. Vi fik beskeden om, at en god kollega alt for tidligt var taget fra os.

Aage var en vellidt og respekteret kollega i Renbæk. Han var den flittige betjent, som altid gav det lille ekstra, når han var på tjeneste. Aage brændte for sit arbejde som få andre. Om det var at finde ulovlige stoffer, hjælpe de indsatte, være sammen med kollegaerne eller i sit virke som fungerende tillidsrepræsentant, så vidste man, at han gik op i sit job og gjorde det bedste han kunne – og han gjorde det godt.

Han fik sin store drøm opfyldt få dage inden sin død. Drømmen havde, siden han startede i systemet, været at få en udstationering til Grønland, for at prøve de nye udfordringer dette ville medføre og opleve naturen. Tilbuddet om at komme af sted kom meget pludseligt, men Aage var klar, som vi kendte ham. Han sprang uden mange sekunders betænkningstid til og var klar til at løse opgaven. Fire dage senere sad han i flyveren mod det kolde nord, og drømmen var blevet en realitet.

Aage fik dog kun få dage på Grønland. En tidlig morgen fandt man Aage fredfyldt liggende i sengen, afgået ved døden. Hvorfor og de nærmere omstændigheder kendes ikke, men alt for tidligt var det i hvert fald. Ud fra tekst og de billeder, som han de første dage lagde på facebook, var man ikke i tvivl om, at hans drøm var gået i opfyldelse.

Aages minde vil altid være til stede, og han vil blive husket langt ud i fremtiden. Aage blev 53 år. Han efterlader kone og børn. Tankerne herfra går til Åges familie og de efterladte. Aage – må din drømmerejse fortsætte i det ukendte. Du vil ikke blive glemt.

På vegne af personalet i Statsfængslet Renbæk
Henrik Marcussen