Kriminalforsorgen skal udbetale erstatning til værkmester Karsten Brun Hedevang, som fik ødelagt sin ryg i Nørre Snede Fængsel i 2012.
I december faldt der dom i Københavns Byret i den såkaldte kompressorsag, som Fængselsforbundet har ført for Karsten Brun Hedevang.
Dommen slår fast, at Kriminalforsorgen har handlet ansvarspådragende i forbindelse med en skade, som han fik for fire år siden. Dermed er der sat punktum for et opslidende forløb for værkmesteren, som fik ødelagt sin ryg, da han som 39-årig skulle løfte en kompressor i Nørre Snede Fængsel.
Dengang var han meget glad for sit arbejde som tømrer i Kriminalforsorgen. Ved ansættelsen i 2006 hæftede han sig ved, at der blev lagt vægt på loyale medarbejdere. Og da en kollega havde brug for hjælp med at løfte en kompressor op, så den kunne spændes efter en traktor, sprang han beredvilligt til.
Noget gik dog alvorligt galt. Tanken var, at Karsten skulle løfte og kollegaerne skubbe, men pludselig var Karsten alene om at bære vægten.
”Skub da for helvede, råbte jeg, men det var for sent. Jeg hører et stort smæld. Det var som at få en kniv i ryggen,” siger han ved spisebordet i sit hjem i Engesvang ved Silkeborg.
Karsten Brun Hedevang havde fået en alvorlig diskusprolaps, som han aldrig slipper af med igen.
Han begynder godt nok at arbejde igen efter et par måneder, men en scanning sender ham på operationsbordet. Så følger en ny sygeperiode. En ny opstart på jobbet. Nye smerter og endnu en operation.
Efter fem måneders sygefravær begynder han igen i jobbet. Men i marts 2015 må han for alvor kaste håndklædet i ringen: Smerterne er uudholdelige. Han kan ikke arbejde længere.
Karsten Brun Hedevang er tydelig berørt, når han fortæller om forløbet, og de mange smerter han har haft – og stadig har – i ryg og ben.
”Man bliver en helt anden person. Du begynder at føle dig som et nul. Og smertemedicinen påvirker dig psykisk. Jeg har faktisk været bange for at gå ud af en dør.”
Arbejdgiver vil ikke tage ansvar
En ting er at blive udsat for en alvorlig arbejdsulykke. En anden er den opbakning, man møder fra sin arbejdsgiver efter ulykken. Det skulle vise sig, at der var grænser på dette punkt. For nok mødte Karsten medfølelse, men da spørgsmålet kom til at handle om erstatning og penge, forsvandt opbakningen.
”De ville ikke tage ansvar for ulykken. De mente, kompressoren var i orden, og at jeg var grundig instrueret i samtlige maskiner. Men det var jeg jo ikke. Jeg har aldrig brugt den maskine. Hvorfor begyndte de med det? Det forstod jeg ikke.”
Spørgsmålet om Karsten Brun Hedevang var instrueret i maskinen, havde betydning i forhold til, hvorvidt Kriminalforsorgen havde tilsidesat Arbejdsmiljøloven.
Kriminalforsorgen mente, at arbejdet var tilrettelagt sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Derfor mente de ikke, at man havde handlet ansvarspådragende og dermed erstatningsansvarlig.
”De prøvede at fralægge sig deres ansvar. Kriminalforsorgen vil gerne have loyale medarbejdere, men de er ikke selv loyale over for deres medarbejdere.”
Thi kendes for ret
I december 2016 faldt der så dom i sagen. Københavns Byret slog fast, at Kriminalforsorgen har et ansvar.
”Direktoratet for Kriminalforsorgen skal anerkende at være erstatningsansvarlig for Karsten Brun Hedevang,” fremgår det af dommen, som også pålagde Kriminalforsorgen at betale sagens omkostninger.
Karsten Brun Hedevang var ikke tilstede i retten under domsafsigelsen, men blev ringet op af forbundssekretær René Larsen efterfølgende.
”Jeg vidste godt, hvorfor han ringede, men han gik ikke lige til sagen. Jeg var sikker på, at det betød, at jeg havde tabt sagen, men pludselig sagde René ’Vi har sgu vundet’.”
Fire års kamp var dermed slut. ”René har været 10-4,” siger Karsten Brun Hedevang om den hjælp, han har fået fra Fængselsforbundet.
For Karsten Brun Hedevang er dommen ikke alene vigtig for ham selv. Han tror også, at den kan få betydning for andre. Han oplever nemlig, at man som ansat i staten er dårligere dækket forsikringsmæssigt, end hvis man er ansat i en privat virksomhed.
”Kriminalforsorgen kan ikke bare gøre, som de plejer længere og feje tingene væk. De skal tage ansvar for deres medarbejdere på samme måde som private arbejdsgivere. Jeg håber, at dommen kan få gavn for mine kollegaer.”
Tilbage på sporet
Karsten Brun Hedevang forsøger nu, at få tilværelsen tilbage på sporet med sin kone, der er fængselsbetjent på Udrejsecenter Kærshovedgård og deres to børn på 8 og 10 år. Rygproblemerne har haft store konsekvenser: ”Tidligere elskede jeg at tumle med børn. Det kan jeg ikke længere. Ligesom jeg ikke kan spille fodbold eller cykle.”
Status på ryggen er, at diskusmassen er forsvundet, så det er knogle mod knogle i rygsøjlen. Han vågner flere gange om natten på grund af smerter, og får stadig store mængder medicin med de bivirkninger, som det medfører.
Karsten forventer derfor ikke, at kunne komme til at arbejde på normale vilkår igen. Han er dog startet i arbejdsprøvning 15 timer om ugen med pædagogisk arbejde med unge. Det er han glad for: ”Det har gjort noget for mig at komme ud at gå med kollegaer igen.”
Af Søren Gregersen
