17.04.2024

Der bliver nok ikke hvid jul på Søbysøgård Fængsel i år, men der bliver i hvert fald jul.

Julefreden sænker sig over fængsler og arresthuse med rensdyrsteg og pakkeleg

Julen er tilsyneladende ligeglad med mure, hegn og metaldetektorer. Den sniger sig ind alle steder. Selv bag tremmer.

Hvor de indsatte ikke behøver at bruge tid på, hvor de skal holde jul, forholder sig anderledes for de ansatte. De fleste vil nok helst være sammen med familien, men nogle skal jo være på vagt.

Når det nu skal være, gælder det om at få noget godt ud af det. Og det ser i den grad til at lykkes. Det viser kollegaernes svar på Fængselsforbundet facebookside.

Tina Quist Nielsen skal for eksempel både arbejde den 24. og 25. december: ”Den første jul i firmaet,” skriver hun ”men jeg skal være sammen med dejlige kollegaer, så jeg glæder mig. Mon ikke vi får gris alligevel,” skriver hun og tilføjer en julenisse og to smileys.

Så var der også juleaften for fem år siden, hvor en fange stjal altervinen fra præsten.

Fængselsbetjent – og mangeårig aktiv i Fængselsforbundet – Robert Demény holder skansen i Silkeborg Arrest sammen med en kollega. Måske lidt vemodigt, for det bliver nok den sidste jul bag tremmer: ”Det bliver and på begge sider af stængerne. Ikke min første jul i uniform, men den sidste. Den jeg husker bedst, var juleaften på Vridsløse i 1982. Måtte forlade flæskestegen for at løbe til en alarm. Maden var desværre blevet kold, da vi havde fået ro på fangen,” skriver han og krydre det med en juleanekdote mere: ”Så var der også juleaften for fem år siden i Silkeborg, hvor en fange stjal altervinen fra præsten. Vi fik lige et par timer med gang i den og så sænkede julefreden sig i det gamle arresthus.”

And & svinekam
Der er sikkert mange udefrakommende, som tror, at indsatte og ansatte holder julen hver for sig, men sådan er det langt fra.

I Aabenraa Arrest fortæller Henrik Båring Pedersen, at de laver and og svinekam sammen med tre indsatte: ”Maden bliver spist sektionsvis, hvis stemningen tillader det,” skriver han.

Det samme gælder i Anstalten i Sisimut, hvor tre anstaltbetjente holder jul sammen med 21 indsatte: ”Vi laver i fællesskab med de indsatte rensdyrsteg, andesteg, flæskesteg og risalamande,” skriver Manasse Lennert og benytter lejligheden til sende en julehilsen til alle kollegaer i Grønland, Færøerne og Danmark.

Vi laver i fællesskab med de indsatte rensdyrsteg, andesteg, flæskesteg og risalamande.

Pakkeleg
Tanja Kubinski fortæller, at de har pakkeleg med de indsatte: ”Vi har fået sponsorgaver fra de lokale butikker. De glæder sig helt vildt. Min glæde for at tage på arbejde denne dag stiger, når jeg kan mærke, at de indsatte glæder sig til juleaften, selvom de er afskåret fra deres familie,” skriver hun.

Heidi Grønbæk Jensen arbejder i fodlænkeordningen. Hun håber, at hun når hjem til sin familie før træet tændes. I løbet af dagen er hun på landevejen sammen med en kollega: ”Så får vi hilst på vores fodlænkeafsonere, og hvis de alle sammen er søde, får vi forhåbentlig lov til at spise julemaden sammen med vores respektive familier.”

I Linda Ambrus’ fængsel starter man med, at enhedschefen kommer med morgenbrød til personalet. ”Senere spiser personalet sammen, hvis tjenesten tillader det,” skriver hun.

I samme stil fortæller Dan Hansen fra Nyborg Fængsel, at traditionen tilsiger slik og julegodter til personalet, men de indsattes indtagelse af store mængder julemad kommer nok til at udløse ekstra opkald: ”Forhåbentlig får vi tid til at hygge i teknikken ind i mellem,” skriver han.

Der er selvfølgelig også mange af Fængselsforbundets medlemmer, som får lov til at holde jul med deres familier. De sender julehilsener til kollegaerne i en lind strøm på facebook.

Lad os derfor slutte denne julefortælling med Bent Hofmann fra Vridsløselille Fængsel, som skriver: ”Glædelig jul til alle kollegaer, som passer på de små pus juleaften. Gid I får en rolig dag.”

Af Søren Gregersen

Man fejrede også jul i gamle dage. Her er det arrestformand Jens Anton Andreasen og arrestbetjent August Sørensen, som har pyntet op med juletræer og guirlander i Aarhus Arrest i julen 1929. Arresthuset har i øvrigt ikke ændret udseende siden.