Der er galoperende mangel på mandskab i Danmarks største arresthus. Samtidig presser visitationsstandarder og besparelser fængselsbetjentene. Fagbladet var forbi en mandag i juni.
Tre fængselsbetjente gelejder indsatte fra gruppen af ’svært placérbare’ igennem en metaldetektor. De skal tilbage fra gårdtur. En ad gangen. Alle afleverer pakker med cigaretter.
En har glemt at fjerne sit bælte, og må igennem detektoren igen. En anden klarer fint detektoren, men er til gengæld knap så heldig med at smugle sine cigaretter med ind. En håndfuld konfiskeres.
Det er mandag morgen i sydfløjen på Vestre Fængsel. En af de institutioner i Kriminalforsorgen, hvor manglen på fængselsbetjente er allestedsnærværende.
I dag er der 19 ledige vagter i landets største arresthus.
”De fleste vagter dækkes af loyale medarbejdere, der ellers skulle have holdt fri,” siger Sannie.
Hun er fast fængselsbetjent i sydfløjen, og har været det siden 2003. Hun ærgrer sig over, at fængslet fra juli ikke længere har et visitationshold. Det bliver skåret væk. Det har ellers givet luft til de trængte fængselsbetjente.
”Visitationsholdet bliver ofte brugt som ’buffer’, når der mangler folk. Og det gør der hele tiden. Så det er en rigtig dårlig idé at spare det væk,” siger hun.
Syv betjente til gårdtur
Nogle af de indsatte får en ekstra visitation med en håndholdt scanner. Den betjenes af Lasse, der ligeledes er fængselsbetjent og fast i sydfløjen.
Ifølge ham skal der syv fængselsbetjente til at starte og slutte en gårdtur. Tre indenfor og fire udenfor.
Gårdturene med tilhørende visitationer er altså grådige tidsrøvere, når alle indsatte en gang om dagen skal ud at trække frisk luft og nikotin i lungerne.
”Der er syv gårdture hver dag. Så der går der hurtigt 6-7 timer med gårdturene i den her fløj. Der er mange, der ikke kan komme ud samtidig, og alle tjekkes med detektoren,” siger han.
Den megen kontrol lægger beslag på en stor del af betjentenes tid, og så er der naturligt andet, der må nedprioriteres. Det oplever de indsatte på cellerne.
”Hver gang vi lukker ud eller ind fra gårdtur, går hele fløjen i stå, og de indsatte kan vente en halv time på at komme til eller fra toilettet,” siger han.
Stikker hovedet ind på kontoret
Da de indsatte er kommet bag lås og slå, nærmer vi os vagtstuen. Her ligger alt det administrative og venter. Sydfløjen er nemlig indslusningsdelen af Vestre Fængsel, så der er meget papirarbejde, der startes op her.
En fængselsbetjent stikker hovedet ind på kontoret. Hun fortæller, at hun er tilbage med tre indsatte fra Dommervagten.
Det noterer Sannie. Vi kommer hurtigt til at snakke om de stramme visitationsstandarder, der blev indført med daværende justitsminister Søren Pinds 21 tiltag mod mobiltelefoner. Dem er hun ikke begejstret for.
”Der er jo en grund til, at narkohunde kun kan visitere x antal celler om dagen. De bliver simpelthen for trætte og ufokuserede, hvis det er for mange. Vi har det på samme måde,” siger hun.
Med et går det stærkt. Betjentene forsvinder ud af kontoret. En rumænsk indsat har valgt at kaste rundt med tingene i sin celle på grund af tandpine.
En sygeplejerske stikker hovedet ind på kontoret. Han får først en drillende bemærkning, men ender med at blive rost til skyerne for sit arbejde.
”Sygeplejerskerne er supervigtige. Specielt her i modtagelsen er de guld værd. Vi arbejder rigtig godt sammen tværfagligt,” siger Lasse.
Fængselsbetjent Kevin Larsen kommer ind på kontoret. Han lægger det bestik, rumæneren har smidt rundt med fra sig, og sender skårene af en tallerken i skraldespanden. Herefter tager han et par panodiler i medicinskabet til hidsigproppen med ondt i gummerne.
En enhedsleder stikker hovedet ind på kontoret. Hun skal have en prøvebetjent med til et forhør med en indsat, der forleden forsøgte at stikke af. Den indsatte nåede kun til nærmeste låste dør, men teknisk set stak han af. Så der skal afholdes forhør.
Kevin Larsen læner sig op af væggen. Han savner anerkendelse af faget som fængselsbetjent.
”Der er meget snak om løn, men den mener jeg ikke, spiller den store rolle. Jeg vil meget hellere have respekten for faget tilbage. I de år jeg har været betjent, er der klart kommet mindre respekt for vores arbejde, desværre,” siger han, inden han pludselig er væk igen.
En rengøringsmand stikker hovedet ind på kontoret. Han skal lige høre, om kontoret skal have en omgang. Han bliver venligt vinket videre, og nullermændene kan ånde lettet op.
En postspand i snor
Med et der ro på fløjen. Lasse går ud på gangen og siger højt op i luften, om der er noget post. En sort spand fires ned af en kollega fra etagen over.
Han tager sedler og breve op af spanden, der dingler midt på gangen.
”Det seneste år har virkelig trukket tænder ud for mange,” siger Lasse, mens han sorterer posten.
Sannie er enig: ”Der har været et stort sammenfald af besparelser, mangel på betjente, højt sygefravær og nye visitationsstandarder. Og vi er i det her stress hver dag,” siger hun og fortsætter: ”Forstå mig ret: Jeg elsker mit job, og jeg elsker mine kollegaer, men nogle gange har jeg det meget svært med systemet.”
Hun sætter sig til computeren igen. Der er meget, der skal nås inden næste gårdtur lige om lidt.
Af Kristian Westfall
