23.06.2017

Den svære balance

I Kriminalforsorgen snakker vi meget om den svære balance mellem det hårde og det bløde. Men der er også en anden balance, og det er balancen mellem at være omstillingsparat og være ildsjæl.

Af Tanja Sommer, fængselsbetjent/konflikthåndteringsinstruktør, Vestre Fængsel

Som ansatte i Kriminalforsorgen skal vi både rumme det barske, der ligger i at anvende magt overfor et andet menneske – at låse døren ind til en person der ofte er i sit livs krise – og have kapaciteten til at udvise empati, forståelse og behandle vores indsatte som individer.

Vi skal både frihedsberøve og resocialisere de mennesker, der passerer igennem vores system.

Men der er også en anden balance. Og det er balancen mellem at være omstillingsparat og være en ildsjæl.

Omstillingsparat. Et smart ord at implementere i Kriminalforsorgen. Jeg tolker det som, at jeg skal følge med de politiske og lokale strømninger, der vedrører udøvelsen af mit arbejde som fængselsbetjent.

Det går hånd i hånd med ”At være loyal overfor trufne beslutninger”. Og det er jeg! Jeg kan mene noget andet, men udadtil er jeg professionel og løfter opgaven efter retningslinjerne som den pligtopfyldende tjenestemand, jeg er. I forlængelse heraf brænder jeg for mit job og forsøger at gøre en forskel både for indsatte og kollegaer.

Men jeg får engang imellem ”omstillingsparat” galt i halsen. Et godt eksempel kommer fra, da jeg var en del af det meget dedikerede ungeteam på Vestre Fængsel. Det kunne indebære, at jeg satte mig ud til en eftermiddagsvagt, og så sad med 4-5 unge mellem 15-17 år, typisk drenge, der var vant til at begå sig på gaden.

En eftermiddag havde vi aftalt, at vi skulle male, og jeg havde skaffet små lærreder, pensler og maling. Så gik vi i fællesrummet og drak saft og spiste mandariner indtil natluk, hvor vi malede og tegnede og snakkede om alt det, der pludselig bliver låst op for, når man har det ”fælles tredje” i spil. Livet, kærester, bander, savn, afmagt, drømme om fremtiden. Og jeg husker tydeligt, at den ene knægt på et tidspunkt udbryder, ”Tanja, det her er fa’me den bedste dag i mit liv”! Hvorefter han bli’r forlegen og siger ”altså mens jeg har været fængslet”.

Da jeg gik hjem den aften, var jeg super glad for at have været en del af det.

Den slags situationer prøvede vi at skabe så ofte som muligt. Og meget gerne i samråd med de unge så de havde noget at se frem til. Problemet var bare, at vi ofte blev nedposteret og måtte droppe alle aftaler og gå på post i stedet. Og her kommer balancen i spil. Og den berører mange fængselsbetjente i større eller mindre grad.

Selvfølgelig skal vi være fleksible, Vi skal dække de vigtigste poster først. Vi kan ikke nødvendigvis forvente at gå på en bestemt post, etage, afdeling, fløj eller fængsel. Vi kan flyttes både geografisk og få ændret vores jobindhold. Og personligt kan jeg ikke altid regne med at skulle undervise mine kollegaer i konflikthåndtering, da det jo også er en ”omstillingsparat” størrelse, der kan påvirkes af spareøvelser og omprioriteringer.

Min bekymring med hensyn til den famøse omstillingsparathed er, at den lægger en dæmper på det store potentiale, der ligger i medarbejderne i Kriminalforsorgen. Lysten til at gøre noget ekstra, opnå personkendskab, resocialisere, undervise og så videre.

Med fare for at der opstår en ligegyldighed overfor udførelsen af vores job. Så vi ikke bare møder ind og udøver ”standard engagement” og går hjem igen.

Hver dag ser jeg kollegaer, der har spidskompetencer, som kommer i spil. Kollegaer der kan gennemskue alle faldgruber med hensyn til bevogtning af en retssal, tværfaglig kommunikation, håndtering af opmærksomhedskrævende indsatte.

Ingen tvivl om, at det ikke er sundt at gro fast et sted, men pas på, at vi ikke slukker ildsjælene, der løfter os op over ”standard minimum” med krav om omstillingsparathed.