16.11.2017

Åbent brev til justitsministeren

Åbent brev til justitsminister Søren Pind

Jeg er sur.
Jeg er rasende.
Jeg er ked af det.
Jeg er rådvild.

Men, jeg er også stolt og håbefuld.

Stolt og håbefuld, fordi jeg føler mig som en del af noget helt særligt, noget helt specielt.

Jeg er en af dem, der passer på ”alle jer andre”, så I kan gå trygt på gaden og sove trygt om natten. En del af en gruppe som tager sig af dem som andre vender ryggen til eller ikke vil vide af.

Jeg er rasende og ked af det, fordi jeg ser en udvikling, som med al for stor hast går i negativ retning. Ked af det, fordi jeg ser kollegaer blive truet, slået, blive syge eller ved flere tilfælde, forsøgt slået ihjel. Bare fordi vi passer vores job.

Jeg er fængselsbetjent på 13. år, og er i den grad spændt hårdt for, citronen er for længst presset mere end i bund. Med stort sygefravær til følge, med familie og socialt liv der lider og går i stykker. Med aftagende arbejdsglæde, nedslidning og frustration. Med et klientel som rykker sig mere og hurtigere end tidligere. Hurtigere end jeg og systemet er gearet til.

Med kollegaer som indtil for få år siden var sikre på, at skulle blive i jobbet til pension. Men nu er jeg ikke længere helt så sikker. Tankerne om hvad jeg ellers skal lave, hvis Kriminalforsorgen fortsat rykker sig med uændret hast i nedadgående retning, fylder. De tanker er nye, men hyppigere forekommende og indtil for få år siden ikke eksisterende.

Der er markant mangel på personale, dels grundet udfordringer med at rekruttere nyansatte, samtidig med at betjente løser andre opgaver end vores kerneopgave. Set i lyset af at vi selv uden personalemangel ville være udfordret,efter de seneste års nedskæringer på personalet, samtidig med en øget arbejdsbyrde og en mærkbar ændring af vores klientel, er det totalt uacceptabelt, at der går betjente og løfter opgaver, som ville kunne løses af andre faggrupper. Jeg tænker især her på de kolleger der pt. forretter tjeneste i udrejsecenter Sjælsmark.

Arbejdsopgaver som ligger udenfor vores egentlige opgave, og som ikke umiddelbart kalder på at skulle løses af fængselsbetjente. Det er opgaver, som vi løser, fordi vi kan og er dygtige til relationsarbejde, hvor det så end måtte være påkrævet.

De nyeste 21 krav fra regeringen er jo i og for sig gode nok (tænker jeg, kender kun pt. fire af dem). Gode nok på den måde, at der i den grad er behov for ændringer. De regler og tankegange vi arbejder under, er forældede og en stor del af de ellers gode og velmente rammer/regler/paragraffer, rammer ikke længere en meget stor del af det klientel, jeg møder i min hverdag. Så ændringer er meget velkommen.

Groft sagt, er mange af vores spilleregler skrevet og ment til at ramme dem, der nu afsoner i fodlænke eller har samfundstjeneste. Og samme regelsæt brugt på det nuværende klientel, giver kæmpe udfordringer og mange af dem ingen mening.

Men forhastede beslutninger, taget af personer der sidder for langt væk og med mangelfuld kendskab til detaljerne og de reelle udfordringer, er ikke løsningen. Jeg savner at blive hørt. Og jeg er virkelig dygtig til mit arbejde og stolt af det jeg laver. Ligesom mine kolleger er det. For fængselsbetjent er ikke bare et arbejde, det er noget man er stolt af at være. Hvilket også er grunden til at vi skal høres og spørges.

Træk nu på de ressourcer der er til rådighed og giver mening. For vi KAN og VIL gerne. Rigtig gerne. Men det skal give mening og det skal være muligt, uden at vi bliver slidt op, eller når at forsvinde. Det er MIG der står i første række og skal stå på mål for vedtaget beslutninger, regler og love. Og det gør jeg!

Men, det ville gøre opgaven nemmere og mere troværdig hvis disse gav mening for mig.

Mit brev skal ikke læses som en trussel om, at jeg flygter hvis ikke jeg får min vilje. Overhovedet ikke. Og forhåbentlig ikke som ”ynk”, fordi jeg har fået flere opgaver. Jeg ved godt, at de seneste tiltag er meget nye og tanken nemt falder på at, det ordner sig nok med tiden, vi skal bare lige finde ud af det, folk brokker sig altid når der kommer forandringer.

Men det mener jeg ikke, er tilfældet.

Det er mig helt åbenlyst, at der hvor vi er på vej hen, er skudt langt ved siden af. Jeg har ikke noget imod at have travlt. Men når opgaverne er flere, end der er tid og personale til, så skal jeg som minimum have hjælp til at prioritere i hvilke opgaver, jeg skal sorterer fra. Hvad er ikke længere så vigtigt. Det skal læses som et RÅB om, netop hvor glad og stolt jeg er af mit job. Og hvor gerne jeg vil være med til at gøre det bedre.

Med hilsen og håb om fremtidigt samarbejde.

Fængselsbetjent, Casper Anton Sonne