Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet

Det er jo ikke rygeforbud, mobilkrig eller trusler, der hver for sig gør arbejdslivet svært. Det er den manglende sammenhængskraft i resurser, opgaver og organisationen på tværs.

En kriminalforsorg på randen af kaos?

Som fængselsbetjent oplever man i disse tider sin faglighed udfordret på alle måder.

Vi står fortsat i en reorganisering med et tvivlsomt output, en lederreform som langt fra virker og et væld af nye opgaver som presser dagligdagen. Når man så lægger sikkerhedssituationen oveni med overfald både indenfor og udenfor er bægeret fyldt.

Som de fleste nok har bemærket, så drøftes det højlydt, hvor mange fængselsbetjente der mangler eller skal ansættes, og set i forhold til ovenstående forekommer det mig fuldkommen absurd, at Kriminalforsorgen fastholder, at vi kan klare os med maksimum 120 nye betjente i 2016 og måske færre i 2017.

I 2016 rammer vi mellem 55 og 60 millioner kroner i overarbejde alene. I 2015 var tallet 39,4 millioner kroner. De tal viser, at Kriminalforsorgen spekulerer i overarbejde fremfor at ansætte dem, der skal til. Til tallene kan vi lægge alle de vagter, som ikke bliver besat, men hvor der i stedet bruges nedpostering – og det sker alle steder hver dag. ’Uanstændigt’ må være ordet som falder tættest på.

Vi kan ikke acceptere et niveau for overarbejde, hvor beløbet svarer til mere end 114 stillinger ud over de 120 fængselsbetjente vi måske kan ansætte.

Vi har efterhånden hørt mange gode undskyldninger.

Der er midlertidigt lukket mere end 700 pladser, og det må da give færre stillinger? Jo, umiddelbart, men nu er det sådan, at langt de fleste pladser, der er lukket enten er i åbne fængsler med meget få betjente på vagt eller små døgnarresthuse med lige så få betjente. Så at lukke afdelinger og små arresthuse giver ikke den påståede begrundelse for færre betjente. Samtidig er det værd at bemærke, at de i de lukkede fængsler er blevet cirka20% færre betjente til flere sikkerhedsafdelinger samt at fangerne er langt mere farlige og problematiske.

Et eksempel på nedpostering er som følger: Der skal møde 6 mand ind på en bygning med 36 højrisikofanger. Straks da de møder, er der en sygemelding, nu er de så kun 5 tilbage. Så skal en fange på transport, og yderligere to mand fragår til den opgave. Tilbage er tre betjente på en højrisikoafdeling som skal varetage alle de almindelige dagligdags serviceopgaver og visitere et bestemt antal celler og fanger efter de nye regler. Puha, siger jeg bare! Og nu skulle man jo tro det var frit opfundet, men, nej, det er hverdag på flere lukkede fængsler.

Det betyder både et kompromis med den enkelte fængselsbetjentens sikkerhed samt et arbejdspres, der på alle måder, er langt over en rimelig grænse for, hvad man kan kræve. Når vi presser ledelsen på, at det ikke er rimeligt, er svaret lønsumsstyring: DE ansætter dem, de har lønsum til.

Den forklaring holder bare ikke. Vi har i årevis et driftoverskud, og vi har i den uniformerede gruppe sparet mere end det var forudsat i flerårsaftalen.

Særligt værkmestrene er blevet svigtet. De blev lovet både uddannelse, flere værkmestre til de indsattes uddannelse og et særligt fokus på deres område. Det særlige fokus har indtil videre betydet omkring 100 færre værkmestre. Tak for det fokus siger jeg bare.
Hvis man overhovedet kan konkludere på ovenstående, må det værre, at lige nu betaler den uniformerede leder og basisgruppen en meget høj pris for reorganiseringen, den øgede mobilkrig, de øgede besparelser og en fuldkommen manglende sammenhængskraft i den ”nye” struktur. Indtil videre har vi fået nye mærkelige navne, langt flere arbejdsopgaver, flere konflikter med fangerne og en ledelsesstruktur som er nødlidende.

Det er jo ikke rygeforbud, mobilkrig eller trusler, der hver for sig gør arbejdslivet svært. Det er den manglende sammenhængskraft i resurser, opgaver og organisationen på tværs.

Hvis vi skal have nedbragt det voldsomme sygefravær, et uanstændigt overarbejde og igen stå sammen om at løse den nok vanskeligste opgave i dette land nemlig at sikre færre ofre for kriminalitet, kræver det et fællesskab, som jeg ikke kan se lige nu. Alle kæmper mod alle om retten til at bestemme. Områderne kæmper med hinanden – og direktoratet kæmper mod områderne. De kampe overstiger fokus på opgaven og trivsel på arbejdspladsen.

Lad os nu få lagt magtkampene til side og finde de gode løsninger i fællesskab. Det gavner hverken opgaven eller den uniformeret gruppe at alt lige nu opleves som territorial krig.

 

Læs mere