Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet

Der må og skal skabes balance i opgaven, men det kræver flere hænder nu!

alle har fået nok

Det er bestemt ikke særlig morsomt at være medarbejder i Kriminalforsorgen lige nu – uanset om man er leder, betjent eller værkmester.

Vi har nu på tredje år personalemangel uden reel udsigt til bedring. Vi har det seneste halve år oplevet et kæmpe belægspres, som heller ikke har udsigt til at blive bedre. Vi har en arbejdsgiver, som har mere end svært ved at få deres struktur til at fungere, og vi har en ledergruppe, der er i knæ på grund af arbejdspres.

Vores medlemmer er formodentlig ansat hos en af de mest nærige arbejdsgiver i staten. Lønnen er beviseligt for lav, hvilket jeg gang på gang har påvist over for dem.

Alene i år skal der ansættes i nærheden af 300 nye uniformerede medarbejdere, hvis vi bare nogenlunde skal indfri Kriminalforsorgens politiske aftalegrundlag med for eksempel at overtage politiets transport og udbygge bandeafdelingernes bemanding.

Jeg hører og ser dagligt, at fængselsbetjente og værkmestre har fået nok. Vi oplever en stor opgavemængde, en stor afgang af kollegaer og en al for lille tilgang.

Forbundet advarede allerede i 2013, 2014 og 2015 imod et stop for rekruttering. Kriminalforsorgens holdning var noget i retning af: ”Vi har styr på det. Vi er for mange og vi skal ikke ansætte flere”. Den situation har Kriminalforsorgen sådan set prøvet før, og med samme dårlige resultat.

En dygtig koncernledelse havde kikket mere indgående i krystalkuglen og set, at samfundet igen er på vej op i højeste gear og ageret efter det.

En arbejdsgiver kan ikke forvente, at man med en gigantisk overarbejdspukkel foran sig og et utæmmeligt sygefravær, kan få henved 500 dygtige unge mennesker til at søge uddannelsen som fængselsbetjent på SU og med en slutbasisløn på 25.000 kroner.

Når der så samtidig stopper mere end 165 uniformerede medarbejdere i 2017, så er man i mere alvorlig kritisk tilstand, end godt er.

Så skulle man jo tro, at koncernledelsen havde fået et wake up call og gjorde alt, hvad de kunne for at holde på medarbejderne. For eksempel sikre en rimelig lønudvikling og sende klare signaler om, at medarbejderne er ønskværdige og prioritere et samarbejde om at løse problemer.

Forbundet har mange gange kraftigt opfordret til at gøre hverdagen lettere og sikre sig at medarbejdere, der ønsker at blive, kan det – for eksempel med fastholdelsesbonus eller andet. Mulighederne er mange, men det kræver en arbejdsgiver, der reelt viser, man har brug for vores medlemmer.

Der vil i de kommende uger blive åbnet flere pladser. Det betyder igen mere overarbejde. Selvom dobbeltbelæg er noget, vi helst skal undgå, afløser den ene dårlige løsning den anden. Alt er lige nu et valg mellem pest og kolera, så længe Kriminalforsorgen ikke kan ansætte nok folk.

Når det så er sagt, så skal vi som ansatte også passe på hinanden, og ikke bruge al vores tid på, at fortælle hinanden at det hele er noget lort. Det gør ikke noget godt for vores hverdag.

Alle tillidsrepræsentanter kæmper for at sikre ledelsens fokus, forbundssekretærerne kæmper med et stort antal arbejdsskader og vores overenskomst. Vi benytter hver en lejlighed til at påpege, at I er presset langt ud over det rimelige, og har været det alt for længe.

Der skal findes langtidsholdbare løsninger. Der må og skal skabes balance i opgaven, men det kræver flere hænder nu! Vi vil se en ledelse, der handler.

Vi har fået nok af krisestemning, for meget overarbejde, kollegaer der bryder sammen, at de tilbageværende raske kollegaer presses endnu mere og alt for lidt i løn. Alle har fået nok.

Læs mere